Bagom AE Keramik

Mit navn er Ane, og jeg er keramikeren bag AE Keramik. Her på siden kan du læse, hvordan en tilfældighed blev til en hobby, der senere blev mit livsværk.


Keramik er i dag min terapi og mit sted at lege, og leret giver mig et helt særligt pusterum. 


Alt, jeg laver, er håndlavet, nusset om og helt unikt - du finder altså ikke to stykker, der er ens. Det er det, jeg synes, er sjovt - og allermest håber jeg, at min keramik kan give andre smil på læberne.


Jeg blev en del af keramikkens verden tilbage i 2012, og lige siden har den været en kæmpe passion og tro følgesvend for mig. 


Det var en sygeplejerske på Psykiatrisk Hospital Risskov, der introducerede mig for keramik, en måned efter jeg var blevet indlagt på hospitalet og var i gang med en udredning. 


Keramikværkstedet gemte sig inderst inde i en kælder under det gamle hospital. Tilbuddet om at komme her var til patienter og brugere af psykiatrien i Aarhus, og hvorfor det netop var keramikværkstedet, jeg søgte til, ved jeg faktisk ikke.


I mit forløb har jeg været igennem en masse forskellige terapiformer, og sideløbende fik jeg en plads på keramikholdet på Dalgas Skolen i Aarhus. En skole med få elever på hvert hold og en meget dygtig underviser, keramikeren Asse Due. Hende har jeg lært så ufattelig meget af, og jeg går stadig på to af hendes hold - fordi jeg slet ikke kan lade være med at ville lære.


Efter næsten syv år som tilknyttet patient i Risskov, blev jeg i slutningen af 2018 afsluttet. Jeg er taknemmelig for alle forløb derude, og for at de også har fokus på tilbud til de krøllede, kreative hjerner.


Status for mig er, at jeg ikke er i stand til at have et job "i den virkelige verden". Derfor fik jeg i foråret 2019 tildelt en førtidspension. Det var ikke noget, jeg i min vildeste fantasi havde troet skulle være min fremtid. 


Jeg oprettede AE Keramik, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være med at lave ler. Pludseligt kom der mere og mere interesse for at købe mine kreationer fra mennesker både i og udenfor mit netværk. Og så var jeg ligesom i gang.


I mit hjem i Randers har jeg et dejligt værksted med alt, hvad jeg skal bruge. Her har jeg alle muligheder for at udfolde mig - og ikke mindst at kunne finde ro i hovedet. Jeg har plads til at lege, hvilket har vist sig at være livsvigtigt for mig.


Der er perioder, hvor jeg stort set ikke er i værkstedet, fordi jeg ganske enkelt ikke kan overskue det. Andre perioder kan jeg næsten ikke komme op derfra og bliver så let i hovedet, at jeg føler, jeg ville kunne flyve. Det er forklaringen på, hvorfor min keramik ikke kommer til salg i faste intervaller.


Tusind tak, fordi du fandt vejen til min hjemmeside, og fordi du læste med. Jeg vil så gerne give dig en fornemmelse af, hvem jeg er, og hvad AE Keramik står for. 


Jeg håber at kunne inspirere andre til at turde mærke efter, hvor godt det er for sindet at give slip og lege. Og ikke mindst... At kunne give dig et smil på læben, selv på én af livets tunge dage.


Kærligst, Ane

#HuskAtLege